Cirkus Cimber Air – det glade vanvid
Dagen i dag har været præget af en mærkværdig historie. Børsen var først med historien om, at Cimber Air havde brugt beskidte kneb over for rivalen Norwegian. Historien blev hurtigt fulgt af en lang række andre medier som fx Berlingske Tidende. Det norske flyselskab har netop åbnet en flyrute mellem Karup og København. I den forbindelse solgte Norwegian billetter til 1 kr. for at gøre opmærksom på den nye rute. Det blev åbenbart for meget for et par medarbejdere hos Cimber Air, der under forskellige dæknavne bestilte de mange billetter, så ingen mødte op til den første tur.
Ritzau tog den…ups
Historien er så grotesk, at rigtig mange medier har fundet den interessant at bringe. Derudover sendte Ritzaus Bureau også sin version ud. Normalt vil man gerne have Ritzau til at tage sin historie, for det plejer at være en ret god garanti for, at en historie kommer bredt rundt. Det gjorde denne historie så sandelig også – formentlig til stor ærgerelse for Cimber Air.
Senere på dagen faldt Cimber Airs aktiekurs omend den også nåede at genvinde noget af det tabte. Med andre ord har Cimber Air tabt dagen lang: det har kostet på selskabets værdi, på imagekontoen og formentlig også på stoltheden blandt medarbejderne.
Tænk på pressen
Moralen bag det hele er naturligvis, at man skal handle etisk i markedet og behandle andre, som man gerne vil behandles selv. Nogle medarbejderes misforståede loyalitet overfor deres arbejdsplads har haft den omvendte effekt. I stedet for at Norwegian lukker sin rute har de nu fået presseomtale af ufattelig værdi. Personligt har jeg selv for kort tid siden undersøgt forskellige indenrigsruter og jeg gik direkte til Cimber Air – havde end ikke skænket Norwegian en tanke. Nu ved jeg, at de har i hvertfald én indenrigsrute i Danmark. Med andre ord har Cimber Air ikke stækket deres konkurrent, men styrket den gevaldigt.
Enhver virksomhed bør have medierne i baghovedet, når de foretager nogle dispositioner, der ligger uden for normalområdet. Cimber Air-historien viser, at der ikke var nogen forkromet plan bag den uheldige event. Det kostede.